Vi finder vinterjakker og handsker frem og gør os klar til vinteren. På samme måde skal din bil gøres klar til de kolde dage.

Smør lister og låse
Fryser gummilisterne på din bil til, risikerer du, at tætningslisterne bliver ødelagt. Derfor er det en god idé at smøre lister og låse.

Tjek lyset
Det er mørkt, når vi kører på arbejde om morgenen og mørkt tidligt om aftenen. Derfor er det utroligt vigtigt, at du har lys i bilens lygter. Det er både for din egen og dine medtrafikanters sikkerhed. Det kan nemlig være svært at se, om det er en bil eller motorcykel, der kommer kørende, før du er meget tæt på, i de mørke vinternætter.

Det er også vigtigt, at du husker lyset bag på bilen. Selvom der igen er automatisk tænding på baglyset på nye biler, har det i en årrække været slået fra på nye biler. Hvis dit baglys ikke tændes automatisk, kan du få installeret en lyssensor, der gør det for dig.

Vinterdæk
Det danske vejr er ofte utilregneligt. Vi ved aldrig, om vi får en hård vinter med sne og frost, eller en mild vinter med regn. Men selvom vi ikke nødvendigvis får frost og sne, da falder temperaturen – også på vejene.

Du tænker måske, at det kan være lige meget med vinterdæk, men tal fra Vejdirektoratet viser, at den milde vinter først på året i 2017 gav flere uheld. I januar 2017 var der flere trafikulykker end i januar 2016. Det kan skyldes, at mange undervurderede, hvor glat det er, og det ender ofte i ulykker. For når vi ikke kan se sne og frost, så tænker vi ikke altid over, at vejene er glatte.

Som hovedregel skal du skifte til vinterdæk, når vejtemperaturen når ned på 7 grader.  

Vinterdæk er lavet af en anden gummiblanding end sommerdæk, hvilket gør, at vinterdæk står bedre fast på vejen, når der er lav friktion. Du står altså bedre fast på kolde veje med vinterdæk.

Koldt vejr er hårdt for batteriet
Når det er koldt og frosten sætter ind, så falder ydelsen på batteriet, og det kan give problemer. Hvis der ikke er batteri på bilen, kan du f.eks. heller ikke bruge centrallåsen i bilen, så det er ikke kun startvanskeligheder, der kan være følge af et dødt batteri.

Nye biler kan også få problemer med batteriet pga. den elektronik, der er i bilerne. Hvis din bil kan være svær at starte, vil det derfor være en god idé at få det tjekket på et værksted.

Normalt vil et bilbatteri blive ladet op under kørsel, men hvis du har tændt for sædevarme, anlæg og lign. til at køre, bliver batteriet ikke nødvendigvis ladet op, fordi strømmen bliver brugt med det samme.

6 ting der er gode at have i bilen om vinteren
Hvis du løber tør for batteri eller sidder fast i vintervejret, er det en god idé at være forberedt.

Du vil blive glad for, at være forberedt hvis du pludselig skal vente på vejhjælp i kulden.

1: Husk et tæppe og vanter. Det fylder ikke meget, men kan gøre en verden til forskel, hvis du skal vente på vejhjælp i en kold bil uden strøm.

2: Medbring en lille skovl med hvis du sidder fast i sne.

3: En powerbank er en god idé at have liggende i bilen. Det er rigtig irriterende at sidde fast, og ikke kunne ringe efter hjælp, fordi der ikke er strøm på mobilen.

4: Skal du på en længere tur, så tag lidt vand og chokolade med i bilen. Husk chokolade skal spises inden sommeren kommer, ellers smelter den :) Hvis du skal vente længe på vejhjælp, er det godt med lidt ekstra energi.

5: Husk en lommelygte. Det er praktisk at have med, hvis du er strandet i bilen. Den kan bruges til at fange andres opmærksomhed. Du må selvfølgelig aldrig blænde modkørende bilister.

6: Det er altid godt at have startkabler med. Husk at den bil, der giver dig strøm skal altid være slukket/stoppet. Sæt altid plus til plus og minus til minus.

DEL PÅ:

AutoPartner sender nyhedsbreve ca. 14 gange årligt med gode råd og tilbud.

Du kan selvfølgelig altid afmelde dig igen.