Er din bil klar til ferien?

Inden du tager af sted på en længere ferietur, anbefales det at give din bil et ferietjek i god tid inden ferien. Derved kan du sikre dig mod ubehagelige overraskelser under din ferie.
Her kommer vi med tips til, hvad du selv kan tjekke inden ferien, og hvad du bør lade din mekaniker kontrollere.

Har du børn med på ferien?

Se vores tips her

4 ting du selv kan tjekke inden ferien

Bremsevæske
Mangler der bremsevæske på din bil, vil din bremsepedal ofte være blød at træde på. Det betyder, at du kan træde pedalen i bund, uden at du bremser. I sådan et tilfælde kan du selv fylde bremsevæske i beholderen. Du skal dog være opmærksom på, at der ikke kommer skidt ned i beholderen samtidig. Er bremserørene drænet for væske kan det være, at de skal udluftes for at bremserne virker ordentligt igen.

Motorolie
Husk at tjekke oliestanden inden du tager afsted på kør-selv-ferie. Løber du tør for olie, kan det ødelægge bilens motor. Det er derfor også en god idé at have en dunk olie med i bilen, hvis du skal på en længere tur.

Dæk
Tjek dækmønster og dæktryk inden ferien. Har du et lappesæt i bilen i stedet for et reservehjul, er det en god idé at tjekke datoen. Lappesættes indeholder nemlig et pulver, der godt kan blive for gammelt. 

Lys og lygter
Tjek at alle lys på bilen virker. Det kan give bøder, både i Danmark og i udlandet, hvis du mangler lys på bilen.

5 ting du bør lade din mekaniker tjekke inden ferien

Skal du have tjekket dine bremser?
Selv om man selv kan skifte bremseklodser, er det også nemt at lave fejl. Lad derfor altid din mekaniker skifte dine bremser inden kør-selv-ferien. Kører du i bjerge stiller det nemlig andre krav til dine bremser i forhold til de flade strækninger i Danmark. Er dine bremseklodser slidte, bremser de ikke så godt længere, og det kan få betydning for sikkerheden.

Tegn på slidte bremser
Trækker din bil til den ene side, når du bremser, kan det betyde, at bilens bremseklodser er slidt skæve. Hvis der kommer en skurrende lyd, når du bremser, kan det være et tegn, på at dine bremseklodser eller bremseskiver er slidte.
Hvis din bremsepedal er blød, betyder det ofte, at du skal have fyldt bremsevæske på. Er din bremsepedal derimod hård, tyder det på, at bremseforstærkeren er gået, og du har derfor svært ved at bremse.
Er du det mindste i tvivl, er det en god idé at få bilen tjekket inden du kører på ferie.

Bilens aircondition har ikke kun betydning for temperaturen
Få airconditionanlægget tjekket inden ferien, så du er sikker på, at den virker optimalt. Dit airconditionanlæg gør nemlig andet end at holde kabinen i bilen kølig, den renser også luften, der kommer ind i bilen og sørger for, at der ikke lugter dårligt.

Bilen kan blive ustabil med slidte støddæmpere
Når du tager på kør-selv-ferie, er bilen for det meste tungere læsset end i dagligdagen. Derfor er det ekstra vigtigt, at bilens støddæmpere fungerer som de skal, da det ellers kan give en ustabil kørsel ved ujævnheder i vejene. Det betyder også, at bilen kan skride i skarpe sving, eller hvis du har behov for at undvige noget, der ligger på vejen. Støddæmperne sørger altså ikke kun for en jævn kørsel, men er også vigtige for din sikkerhed.

Tandremmmen er bilens hjerte
Hvis det er ved at være tid til tandremsskift, er det en god idé at få den skiftet inden en lang kør-selv-ferie. Springer tandremmen kan det blive meget dyrt, da motoren oftest tager skade.

Pas på airbags
Du bør aldrig udskifte dele, der har forbindelse med airbags. Afmonterer du for eksempelvis rattet for at skifte en pære i instrumentbrættet kan rattets airbag i yderste konsekvens gå af. Derfor anbefaler vi, at du lader din mekaniker klare den opgave, så du undgår problemer.

Børn med på ferie

En biltur sydpå kan hurtig blive anstrengende og hård for både børn og forældre. Men med lidt planlægning kan det også blive en rigtig god oplevelse.


• Børnene skal sidde godt og kunne se ud af vinduet.
   Husk at børn under 135 cm. skal sidde i godkendte barnestole
• Medbring puder og evt. tæppe hvis barnet bliver træt
• Hold hellere mange korte pauser end få lange
• Pas på varmen
• Husk at drikke vand og evt. juice
• Vær opmærksom på køresyge
• Husk køkkenrulle, våde klude og skiftetøj
• Musik og historier kan gøre, at turen ikke føles lang

God tur!

 

DEL PÅ:

AutoPartner sender nyhedsbreve ca. 14 gange årligt med gode råd og tilbud.

Du kan selvfølgelig altid afmelde dig igen.